Det hele starter med den sædvanlige indkaldelse til Sessionen.

Det var i 1973, altså før frinumrene var opfundet, med udsigt til minimum 12 måneder i det grønne, og rekruttiden (3 måneder) foregår på Haderslev Kaserne.
(Overfor min mormor og morfar)

Resten af værnepligtstiden foregår i Søgårdlejren, hvor kompagniet bestod af ca. 25 mand, lige fra kompagnichef til menige.

Vi var underlagt Jydske Division Kommando, hvilket betød ture til Tyskland, samt diverse opgaver i Danmark.
Disse opgaver bestod mest af:
* bevogtningsopgaver
* kurérkørsel
* assistere ammunitionstransporter
* samarbejdsøvelser med tysk broderkompagni (Rensburg)

I Søgårdlejren var desuden en sergentskole, som vi ofte var momenter for ved diverse prøver under uddannelsen. Dette kunne til tider godt give anledning til diverse gnidninger mellem os og sergenteleverne, alt afhængig af, hvordan man mente nogle af disse prøver var forløbet. mange gange blev udfaldet da også, at et par stykker måtte overnatte i arresten.
Senere blev der også oprettet en skole for kvindelige konstabelelever, hvilket blev modtaget med stor tilfredshed i vores kompagni; og mindre hos sergenteleverne, som efterhånden havde tabt kampen om magten i Søgårdlejren.
Da vi ikke ligefrem skulle fungere som momenter for pigerne, dette blev overtaget af sergenteleverne, så måtte vi jo se nærmere på disse uden for tjenestetiden.
Dette foregik for det meste i "Tutten" og på Soldaterhjemmet, men man kunne også mødes i den "fri" natur eller pigernes værelse.
Det sidste var dog ikke uden risiko, da pigernes område var:
* forbudt område, med risiko for 3 dages arrest
* beliggende på 3.sal under taget
* udsat for inspektion på forskellige tidspunkter.

Dette har medført, at flere værnepligtige har måttet sidde ude på taget, eller oven på kvisten, for ikke at ende med et besøg i arresten; og det bare på grund af en kvinde.


Nu var det ikke helt forgæves alt sammen, da jeg endte med at blive fast kæreste med en af disse konstabelelever (Anne), og efter endt værnepligt så beskæftigelsen ikke for godt ud i det civile liv, så jeg meldte mig som FN-soldat.
Efter endt uddannelse i Jægersprislejren vendte jeg tilbage til Søgårdlejren, hvor jeg fik et værelse øverst oppe i Hovedbygningen, som ikke havde nogen form for restriktioner med hensyn til besøg, så kærligheden kunne fåfrit løb.
Senere blev det endnu nemmere, da Anne kom på sergeantskole, og derfor flyttede ind på etagen lige neden under.

Min karriere som FN-soldat fandt sted på Cypern. (Hold 21 - maj 1974)

Det var mest at sammenligne med et ferieophold i begyndelsen:
* observationsposter for at holde øje med både "tyrkere" og "grækere"
* lejrtjeneste med adgangsvagt, patruljekørsel eller forsyningstransport
* friuge med tilladelse til at tage rundt på Cypern

I disse friuger skete det ofte, at man besøgte andre FN-lejre, både danske og udenlanske,
for at hilse på de andre FN-soldater på Cypern; eller man tog sig en rigtig ferie, dog stadig iført uniform.
Nu gik vi ikke i de almindelige danske uniformer, men i en sommeruniform af tyndt stof med enten lange bukser eller korte bukser med knæstrømper efter eget valg.
Da denne sommeruniform ikke svarede til den danske standarduniform, fik vi selv lavet vores gradstegn til skulderstropperne, med de danske "guldbroderede" ærmemærker fra jakkeærmerne, sammen med sommeruniformen.

Dette udløste en meget sjov oplevelse på en tur til Nicosia, da der pludselig stod en canadisk soldat i stram honnør foran os. Han tog os for at være officerer, da vi jo gik med de brede bjælker af "guld" på skulderen, så han blev noget overrasket, da vi efter at have hilst på ham, inviterede ham på et par pilsnere på en nærliggende bar; hvor vi forklarede ham, at vi ikke var andet end nogle danske Overkonstabler 1. Klasse. (Private 1. Klasse)

En anden episode var, da vi tog på besøg hos nogle finske FN-soldater, og efter et par øl, som gled hurtigt ned, blev stillet over for dilemmaet, om vi kunne bunde et ølkrus med 40cl vodka. Nu havde vi jo fået et par øl, så det mente vi nok kunne lade sig gøre. Da dette var overstået, var det meningen vi skulle have et nyt glas vodka, men det takkede vi pænt nej til. Inden vi kørte videre, med ædru chauffør, inviterede de "finske venner" til at besøge os i vores lejr.
Vi fik vores "hævn" en måned senere, da vi serverede et ølkrus med 40cl snaps, som vores "finske venner" ikke så det store problem i; men de sagde ikke "på gensyn", da de kørte igen.



Dette ferieparadis varede tre måneder, for så besluttede tyrkiske tropper at invadere øen, med det resultat at næsten alle grænser i vores område blev ændrede, hvorfor vi måtte til at opbygge nye observationsposter med køkken- og sovebarakker, udkigspost og vejanlæg. For slet ikke at tale om beskyttelsesrum; for aldrig har jeg været udsat for en så stenfyldt undergrund. Vi havde heldigvis et par landmænd i vores gruppe, som hakkede jorden løs; hvorefter vi andre "bare" skulle fylde sækkene til dækningen.
Derudover blev al form for frihed inddraget, så var der ikke liv i lejren inden invasionen, så skal jeg love for at der kom det nu. Der var soldater overalt, og man kappedes næsten om at finde på "skarnstreger".

Der var dog også alvorlige opgaver, ud over patruljekørsel med ustandselig at skulle gennem en masse vejspærringer, som for eksempel:
* kurérkørsel
* eskorte af "græske soldater" gennem "tyrkisk område"
* flytning af civile til nye områder
* hentning af dræbte, soldater og civile, fra "fjendtligt" område

Noget af det værste var:

- at hente dræbte civile til aflevering i nærmeste landsby.

Disse personer havde ofte ligget noget tid i solen med det resultat, at de var meget stive; så vi måtte ofte transportere disse bag på en Landrover med nedslået bagsmæk, og dette medførte at der måtte sidde en bagpå, for at forhindre at personen faldt af under transporten. (Ikke noget rart job)

- at gøre rent i hovedvagten til vores lejr, efter en kammerat begik "selvmord".

Dette skete lige efter vi havde siddet sammen i messen og spist middagsmad.
Han var gået ned for at afløse, og skød sig derefter gennem hovedet.
Årsagen fandt vi aldrig ud af, men der var ikke problemer på hjemmefronten, for han talte konstant om sin dejlige kæreste, som han skulle hjem til om 2 måneder.
Det blev noteret, som et uheld ved omgang med sit våben; men der skulle altså tages ladegreb for at et sådant "uheld" kunne ske, for vi havde aldrig patroner i kammeret af samme grund. (Heller ikke noget rart job)

- at rydde op efter at en af vores køretøjer havde ramt en mine.

Dette skete under en udskiftning af personel på en observationspost (OP).
Ud af 4 personer overlevede kun 1, som senere blev tildelt Dronningens Fortjenstmedalje, da han havde fortsat tværs gennem et minefelt for at hente hjælp til resten.
Ud over at rydde op i området til en begravelse af kammerater, som man selv kan forestille sig, hvordan dette må være; skulle et større område på begge sider af vejen søges gennem efter flere miner. (Slet ikke noget rart job)

------------------------ o ----------------------------

Krisehjælp !!!

Det skal lige bemærkes, at dette foregik før det blev almindeligt med hjælp fra en læge eller psykolog, så man kunne kun få det på afstand ved at snakke med kammerater, sin chef eller en feltpræst. For det meste sammen med personer, som man havde oplevet det sammen med.
(Disse forhold har jeg ikke tidligere omtalt til nogen, ej heller min familie, så det vil nok være lidt af en overraskelse at læse det her.)


-----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Efter tiden som FN-soldat kom jeg til Stabskompagni Landjut på Haderslev Kaserne.

Søgårdlejren var omdannet til rent uddannelsessted, og Jydske Divisions Kommando var blevet underlagt Staben på Fredericia Kaserne, så alt andet personale blev overført til Haderslev. Det var tilmed så heldigt for mig, at Anne, som nu var Sergeant, havde fået tjeneste i 3. Jyske Brigade på Haderslev Kaserne.

Efter at have boet f.eks. i lejlighed i Frueløkke, Aabenraa; køber jeg sammen med Anne et mindre enfamilieshus på Langforte 46, Anderup, mellem Christiansfeld og Stepping.
Det er også vores datter Christina bliver født.

Stabskompagni Landjut var tjenestekompagni for Staben i Rendsburg (Tyskland), samt et tilhørsforhold med NATO-styrkerne i Neumünster (Tyskland).

Havde vi haft opgaver i Tyskland for Jydske Divisions Kommando, så var det ikke noget i forhold til, hvad der nu fulgte sammen med Stabskompagni Landjut.
Der var de sædvanlige opgaver med kurérkørsel og ammunitionstransportbevogtning, men derudover var der også bl.a.:
* stabsøvelser i Tyskland
* træningsøvelser mellem os, Telegrafkompagniet og vores tyske samarbejds-
kompagnier i både Danmark og Tyskland
* NATO-øvelser mellem forskellige danske, tyske, engelske, italienske, belgiske og
hollandske styrker.

Af de sjovere oplevelser kan nævnes:
* trænings- og duelighedsskydning med Staben i Rendsburg
* gæstebesøg af eller hos venskabskompagni fra både Rendsburg og Neumünster
* transport af journalister ved NATO-øvelser i Danmark
* chauffør for Slesvigske Fodregiments Musikkorps i Danmark og udlandet
* ture med Slesvigske Fodregiments Tambourkorps (Trommer & fløjte)
( Jeg spillede piccolofløjte )

Ved siden af alt dette er Stabskompagni Landjut et meget idrætsorienteret kompagni, så når man ikke lige er på øvelse, optaget af personlige opgaver eller vedligeholder matriellet, så går meget af tiden med at dyrke sport af forskellig art, og for mit vedkommende drejede det sig for det meste om:
* orienteringsløb
* terrænløb
* forhindringsbane
* atletik ( 100m & 400m )
* fodbold ( kompagnihold )

Af sportslige bedrifter kan nævnes:
* Dansk mester i Terrænsport
(afstandsbedømmelse - præcisionshåndgranatkast - længdehåndgranatkast -
terrænkending og orienteringsløb)
* Jysk mester i Terrænsport
* Regimentsmester i 8 km terrænløb
* Regimentsmester i 100m
* Regimentsmester i 400m
* Regimentsmester i 4x100m
* Regimentsmester i 4x400m
* Regimentsmester i fodbold

Min militære karriere sluttede i Oktober 1978.

Samtidig med dette slutter også mit samliv med Anne, og jeg flytter til Esbjerg; da jeg har fundet arbejde der.