 |
 |
|
 |
 |
Norge
Skrevet af Finn Z.
Mit arbejde i Norge startede hos Stilladsgruppen Norge, for hvem jeg var med til at opbygge det nye gasbehandlingsanlæg på Kollsnes. Dette arbejde varede fra maj 1995 til oktober 1996.
Da vi begyndte dette projekt var der ikke meget andet end: Udjævnet klippegrund med nogle betonstøbte fundamenter Nogle tunneller til rørføringer fra Nordsøen Stålstativer til diverse rørføringer på procesarealet Råbygninger til produktionsanlæg
Der var altså nok at tage fat på, og med en blanding af danske, skotske og norske stillads- byggere, finske isolatører samt nogle franske teknikere, foruden de norske entreprenører, så var der også en masse forvirring angående arbejdsmetoder. Der opstod dog hurtigt et samarbejde mellem danske og skotske stilladsarbejdere, da man delte arbejdsrytme, pauserutine og ikke mindst humor.
Dette medførte også hurtigt en anden fordeling af barakker til beboelse, således at man fra ledelsen på pladsen indkvarterede "de vilde" i samme område, hvilket ingen af os havde noget imod. Tværtimod blev venskabet udbygget til fælles aftenhygge, onsdags-værtshus-tur samt fælles weekend-ture til Bergen midt i arbejdsperioden, da man ikke arbejdede på søndage. Sådan en weekendtur gik fra lørdag aften kl. 19:00 til søndag aften kl. 21:00 med bustransport begge veje mellem Kollsnes og Bergen midtby.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------
I Bergen mødtes man, efter at have checkket ind på hotel, som regel på Bulls Pub. Efter et par genstande her drog man så "hærgende" rundt i byens natteliv i en skøn blanding af alder og nationalitet. Da diverse beværtninger lukkede omkring kl. 02:00, kom man som regel i seng rimelig tidligt, men så var man blot så meget mere klar til en ny runde næste dag. Uanset hvor man nu landede denne dag, så var det næsten 100% sikkert, at man omkring ved kl. 15:00 mødtes på "Fotbal-pubben", for så stod den på billard, Premierleague-fodbold og tilhørende fadøl.
Dette var dog nær gået fuldstændig galt en gang, fordi en af skotterne (Shotgun) havde fået et nyt ur, som kunne skifte kanal på fjernsynet. Dette syntes han lige, han ville teste samtidig med at der skulle skydes straffespark. Behøver jeg at forklare, hvor stor panikken var i pubben; og hvor tæt barkeeperen (Mini) var på at blive lynchet, da det jo var ham, der ellers havde den eneste fjernbetjening. Mini kunne nu også godt have fundet på det selv, for han var nu også fuld af numre, men denne gang var han dog uskyldig; og Shotgun fik meget hurtigt gemt sit ur væk i lommen, efter han havde lovet en omgang øl, for at vi andre holdt vores kæft !!!
--------------------------------------------------------------------------------------------------------
Selve pladsen på Kollsnes indeholdt et beboelsesområde samt et velfærdsområde, som også blev oprettet til lokalområdet, med håndbold-, tennis- og badmintonbaner, to baner til squasch og skydebaner til luftgevær og luftpistol. Desuden blev der indrettet bibliotek og mødelokaler.
Selve gasbehandlingsområdet strakte sig over et areal på ca. 1,0 gange 2,5 kilometer. Dertil kom tre tunneller á 3,5 kilometers længde fra pladsen og ud under skærgården anlagt af franske eksperter før opstart af gasbehandlingsanlægget.
Der var hurtigt et virvar af kraner og transportvogne til opstilling af tankanlæg samt det store puslespil med montering af alle de mange rørledninger i størrelser fra 1" til 70" med tilhørende ventiler, hvoraf nogle vejede op til 450 ton. Oven i dette virvar kom så de mange kabelgrave, med tilhørende elektrikere, som jo altid er i vejen for alle andre.
Da jobbet på Kollsnes var færdigt kom jeg til Hanøytangen for Q-Star, hvor arbejdet bestod af diverse stillads- og riggeropgaver i forbindelse med opgradering af "Transocean Otte" fra en boredybde på 400 meter til en boredybde på 1600 meter, samtidig skiftede boreriggen, som er en flyderig, navn til "Transocean Leader". Dette job varede ca. 10 måneder.
Derefter, også for Q-Star, tog jeg til Jättevågen, på et tilsvarende job; men det varede nu kun en uge, fordi Q-Star ville snyde os for vores betaling for natarbejde, så vi var en del, der tog hjem til Danmark. Under det postyr det vakte, at vi ville tage hjem i utide, prøvede Q-Star at overtale os til at blive, ved ikke at ville ændre vores flybilletter til Danmark; men det fik de altså ikke noget ud af, da vi havde en kontakt til Brathens Safe (Flyselskab) gennem en af vore norske kollegaer, hvis kæreste arbejdede der. Selvom det egentlig var firmabilletter - læs discount - kunne vi få disse ændret, da det jo var hjemrejse før tid, og ikke en forlængelse af opholdet, samtidig med at der var god plads på flyet fra Stavanger til Billund via Oslo. ( Pas meget på med at arbejde for "arme og ben - firmaer.)
Derudover har jeg: - været nogle gange i Mongstad ( NSL) i forbindelse med renovering af anlægget. - været et par gange på Ågotnäss ( Stillads Service) for det meste vedligeholdelses- og opgraderingopgaver af flydende borerigge. - været på Osebergplatformen ( Stillads Service) i forbindelse med hook-up af Oseberg D, samt noget større vedligeholdelsesarbejde og shut-down. - været i Tønsberg ( Still Rigg) til en større ombygning af et kraftværk. - været i Göteborg, på Borealis, (Still Rigg) til en større ombygning i forbindelse med en lang shut-down, med både udskiftning af anlægssektioner samt større nybygninger. ( Uddybning af de forskellige jobs følger måske senere )
Især det sidstnævnte job var sjovt på flere måder, da man her virkelig så de forskellige måder, ikke bare forskellige faggrupper, men også forskellige folkeslag, arbejdede på. Der var, udover svenskere naturligvis, ansatte fra Danmark, Norge, Finland, England, Skotland, Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien og Portugal; som altså også var blandet i de forskellige faggrupper.
Hovedenterpricen havde et fransk firma, og det var helt fantastisk at se, når en fransk supervisor skulle dele ordrer ud til især tyske, italienske og spanske formænd; for ikke at tale om, hvad de forskellige arbejdere havde af argumenter for at udføre dette arbejde på den måde, de normalt ville gøre dette i stedet for, den måde de blev bedt om at gøre det på. Det er vel ikke særligt svært at forestille sig det kaos, der var på pladsen, ud over alle de job der blev påbegyndt, men aldrig blev gjort færdige p.g.a. diverse kontraordrer.
En helt anden ting, som endte med at blive "helt sjov", var spørgsmålet om skattebetalingen !!
Jeg havde gennem hele perioden betalt vores skat gennem firmaet til Norge, men efter at have lavet selvangivelse til Norge, fik jeg den del af skatten, som stammede fra jobbet i Sverige, tilbage med henvisning til, at det tilhørte Sverige. Det passede mig fint, for på den tid betalte personer ikke bosiddende i landet 25% skat til Sverige, og der var derfor udsigt til yderligere skattepenge retur. Efter en forespørgsel gennem Still Rigg blev jeg informeret om, at da jeg havde arbejdet for et norsk firma, hørte skatten til i Norge eller i mit eget hjemland. Firmaet henvendte sig endnu en gang til de norske skattemyndigheder, som stadig ikke ville kendes ved beskatningen; men derimod ville rette henvendelse til de danske myndigheder, som derefter ville kontakte mig.
Al denne udveksling af oplysninger fik jeg kopier af hver gang, og har også haft dette liggende indtil for nylig (September 2006), men jeg har aldrig hørt fra de danske skattemyndigheder; og jeg har helt "glemt" selv at forhøre mig om, hvordan situationen udviklede sig.
DERFOR - blev min indtægt hos Still Rigg for arbejde i Sverige i 1999 og i 2000 lagt ind under - S K A T T E F R I . ( Er nu faldet for 5 års grænsen )
|
|
 |
|
|
|
|
|
Prøv selv med en 123hjemmeside.dk
|
|
|
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig!
Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE
|